Sitemap for www.aktivekvinderbramming.dk Aktive Kvinder Bramming
Aktive Kvinder Bramming

Formandsberetning 2013/2014

Jeg vil starte min beretning denne gang med at byde alle de nye medlemmer velkommen i vores forening. 


Vi er rigtig glade for nye medlemmer, og glade for alle der er dukket op i dag. 


Det må jo opfattes som at vi gør vores arbejde godt 


Vi er pt. 94 medlemmer. 


Aktive kvinder er en gammel forening der allerede blev oprettet i 1924 – dvs. i år d. 15. oktober er det 90 år siden foreningen blev oprettet. Den gang hed den Bramming Husmoderforening. 


Meget er sket siden dengang, men alt det kan I læse om på vores hjemmeside.  


Vi i bestyrelsen har talt om, hvordan vi skal fejre det, men det ligger ikke fast endnu.


Vores program udkommer hvert år til august – og løber til april året efter. 


Kontingentet følger kalender året, og skal være betalt inden 1. februar, hvis man vil have ret til at deltage i generalforsamlingen.


Vores første arrangement i sæson 2013/2014 var modeopvisning d. 4. april 2013 hos Matas.
Der bliver hurtigt udsolgt, der deltog 45 + bestyrelsen. Mange måtte gå forgæves, det er vi kede af, derfor har vi i år valgt at flytte arrangementet til Bramming Kosmorama.


Arrangementet  d. 18. september med Shuang Winkel, med emnet  : ”Køkkenet er dit bedste apotek.” Fik vi mange gode tips og ideer til at spise sundt og rigtigt. Der deltog 29 + bestyrelsen.
 
Onsdag d. 2. oktober havde vi i samarbejde med Bramming Bibliotek inviteret Hanne Bech Hansen, tidligere politidirektør for Kbh´politi, til at fortælle om sin karriere som kvinde i en mandeverden. Det var et rigtig godt arrangement, der deltog mange udefra, der blev udsolgt alle 100 billetter.


d. 15. november havde vi vinsmagning med SuperBrugsen i Bramming  Kosmorama – det var en stor succes med udsolgte 125 billetter, mange gik forgæves. Der blev serveret rigelige smagsprøver og serveret lækker pølse og ostebord. Et rigtig flot arrangement, samt en flot præsentation af italienske vine.


d. 2. december et multimedieforedrag v/Kirsten Thomsen og Kim Bork Mathiesen om deres fantastiske sejltur som de første der sejlede gennem nordvestpassagen, foredraget der har været holdt flere steder i regionen, har været meget rosende omtalt i Jydske Vestkysten, men vi må nok erkende, at det ikke er noget for vores medlemmer. Der deltog 15 + bestyrelsen. 

Tirsdag d. 28. januar havde vi inviteret Hugo Mortensen, til ”et godt grin, stand up for det voksne publikum” Det var det også, man skulle ikke tage det, han sagde så bogstaveligt, det var mest øregas, med nordjysk humor, men det indbød omtalen også til. Der deltog 45 + bestyrelsen.


Mandag d. 17. februar havde vi inviteret Christel Sonne Rasmussen til at fortælle om sit aktive liv som ung blind kvinde. Foredraget kaldte vi lagkage uden lys, da vi i pausen ved kaffen selv skulle prøve at drikke kaffe, og spise lagkage uden at kunne se noget som helst. Jeg tror det ville være en god slankekur for mig, det var ikke ret meget der røg indenbords, og det var temmelig besværligt.
Christel er utrolig glad og positiv, trods et synshandicap,  og hun kæmper bravt for at holde en hverdag kørende, med problemer, som for os andre bare er daglige gøremål. Som f.eks. at købe ind – vaske tøj,  Hun vil meget hellere passe sit arbejde som praktiserende psykoterapeut, coach, underviser og foredragsholder. Det var et foredrag der gav stof til eftertanke.  Der deltog 29 + bestyrelsen. 


Møderne blev holdt på Bramming Biblioteks mødelokale. Det var første gang vi benyttede de lokaler, men ikke sidste, det fungerer rigtig godt, og vi kan være mange flere end i Vindrosens lokaler, så er møblerne også noget nemmere at flytte rundt med. 


Vi har 2 netværksgrupper kørende.
Tai Chi med Shuang Winkel om mandagen i vinterperioden fra kl. 19 – 21 på Nordre Skole,
En kreativ gruppe, der holder til i Vindrosens lokaler, om onsdagen fra kl 19:30 til 21:30 i vinterperioden. 


Vi har også tilbudt en læsegruppe, hvor man læser og diskuterer aktuelle bøger, men den blev desværre ikke til noget, da vi ikke var nok til en gruppe. 


Hvis der er nogen, der har ønsker om et foredrag eller en gruppe med emner af interesse for aktive kvinders medlemmer, skal I bare sige til, vi er åben for alt, og lokaler har vi nem adgang til. Det kommer til at koste lidt at leje lokalerne, fremover,  men ikke mere end det kan betales.
Vi får mange sponsorkroner fra de lokale butikker. Vi prøver at gøre lidt gengæld, så bestyrelsen har et par gange om året hjulpet til, ved arrangementer som Handelstandforeningen har afholdt i Bramming, ved at lave kaffe mm.


Kommende arrangementer:
Jeg må nok sige, at da jeg så i Ugeavisen at Lions Club i Bramming, arrangerer modeshow kun 14 dage før vores planlagte modeshow d. 10. april , var jeg lige ved at få kaffen galt i halsen, og var ved at opgive det hele. 


Men Aase og jeg havde et møde med butikkerne, og de var meget villige til at holde modeshow for os, som vi havde planlagt, i Kosmorama, som jo var booket for længe siden. 
Vi fik en omtale i Ugeavisen, og på baggrund af den, blev alene over 60 billetter revet væk. Det blev vi rigtig glade for, og det gav blod på tanden, så vi har meget mere med i år, end vi plejer. 


Der er meget mere plads – så vi regner med at sælge 100 billetter. Der er pt. solgt 79 billetter.
Udover at vinde en total styling, har vi mange flotte gaver – som bliver udloddet på indgangsbilletten, Superbrugsen er sponsor med sandwich og Bramming vinen, for hver solgt flaske går der 5 kr til Kosmorama.


Der er lagt op til en rigtig hyggelig pigeaften, der er også mulighed for at købe en billet i aften.
Aase har reserveret billetter til salg i aften, så vores medlemmer får førsteret på de sidste billetter.
Så køber du en billet eller har købt, så lad vær med at blive klippet inden, for onsdag d. 2. april bliver vinderen udtrukket, det kunne jo være dig, vi ringer op lige efter. Til foto i Ugeavisen som før billede. 


Du skal være klar til at tage fri d. 10. april og være hos frisør Junkuhn kl. 13 – og så går resten af eftermiddagen med at blive stylet op, til fremvisning på scenen kl 18:30 – hvor du bliver sminket med Lancomes produkter.
Der er lagt op til en rigtig god aften. Så glæd jer. 


d. 15. oktober har vi som nævnt 90 års fødselsdag. Bestyrelsen arbejder på sagen. 


d. 20 oktober 2014 har vi pt. arrangeret et foredrag med forfatter Jens Henrik Jensen, i samarbejde med Bramming Bibliotek. 


I november har vi igen i år aftalt et vinsmagnings arrangement med Superbrugsen. 


Vi er blevet kontaktet af Kræftens bekæmpelse ang. et arrangement. 


Og  vi har mange gode arrangementer i støbeskeen.

Bestyrelsen sætter sig sammen efter generalforsamlingen for at planlægge næste sæson, og medio august, udkommer programmet. 


Men Aase som er vores webmaster går jævnligt ind og opdaterer vores hjemmeside, så der kan man altid holde sig orienteret om nyheder mm. 


Vi har oplevet i år, at mange mænd har været med til vores foredrag. Det er vi rigtig glade for, derfor har bestyrelsen besluttet, at man kan tage sin ægtefælle med til vores egne arrangementer til medlemspris, og ikke gæstebillet. 


Til sidst vil jeg takke bestyrelsen for et rigtig godt samarbejde i foreningen, I er altid positive og villige til at stille op, og gode at samarbejde med. 


Jeg vil også opfordre vore medlemmer til at støtte de lokale butikker, de sponsorerer mange penge til vores forening.

VELKOMMEN
Foreningens historie
Bestyrelsen 2018/2019
Formandsberetninger
Nyt fra Bestyrelsen
Besøg i Horsens Statsfængsel
Besøg på Industrimuseet
PROGRAM 2016/2017
Nyt medlem/orientering
Kontingent 2018
Årets Aktive Kvinde 2007-2012